En tid, en ny æra i Europas historie er sat i gang. Jeg er født under den ”kolde krig” og jeg husker tydeligt op gennem 1970`rne snakken om fjenden i øst, Sovjetunionen, som hvert øjeblik ville sende atom bomber i hovedet på os. Som barn var det noget som påvirkede os.
Vi hørte og så i de dengang få medier som fandes, om forholdene i sovjet, om hvordan man holdt mennesker i fattigdom, og om hvordan man koldt gjorde en ende på mennesker som satte sig imod magthaverne.
Tilbage 1979 gik jeg på efterskole i Bramming nær Esbjerg. Der var en årlig udenlandstur, og netop det år gik turen til Berlin og Harzen. Dengang var Berlin en ”Ø” midt i det gamle DDR, altså ind under Sovjetunionen. Selve byen var delt i henholdsvis øst Berlin og vest Berlin. Vi besøgte begge steder på turen, og det var 2 særdeles forskellige verdner, blot adskilt af en flere meter høj beton mur. Den ene side velstand og rigdom som i resten af vest Europa, og den anden side et autoritært og undertrykkende millitær diktatur, som hvis du forsøgte at flygte fra, var din sikre død.
Den tur gjorde dybt indtryk på mig, og helt sikkert på mine skole kammerater. Dengang lovede jeg mig selv, at hvis nogle af de lande nogen sinde skulle blive frie af sovjets jerngreb, ville jeg besøge de steder, og se hvordan de ville begynde at blomstre op af asken. At det kun 10 år efter skulle blive muligt vidste ingen af os dengang.
Sovjetunionens fald, blev egentligt startet langt tidligere, af blot en lille håndfuld polakker i byen Gdansk i det nordlige Polen i 1978. Deres leder Lech Walesa startede en fagforening, totalt ulovligt og imod regimets holdninger og meninger. Det lykkedes Walesa at samle det polske folk, og dermed være bannerføre for sovjetunionens fald.
Lech Walesa var ikke hverken politiker eller akademiker, næ han var såmænd en simpel elektriker, med holdninger og mod til at tage konsekvenserne af disse. Han tog tæskene for at føre an i kampen for friheden for sit land, og vandt friheden, samt verdens samfundets respekt.
Efter Polen fulgte murens fald i Tyskland 9 maj 1989 og de Baltiske lande erklærede sig uafhængige i 1990 og det blev sovjets endeligt. Det blev også en tid med nedrustning, og bedre livsvilkår for det russiske folk, og en aftagende angst for ufred i verden.
Mit løfte fra efterskole tiden blev muligt at opfylde. Først i 90”rne besøgte jeg Polen, og i slutningen omkring 1998 havde vi en aupair pige fra Letland, som efter hun rejste hjem inviterede os til at besøge hende og hendes familie, hvilket vi tog imod. Siden da har jeg besøgt Letland, som er et fantastisk land, med en utrolig gæstfri befolkning ca 80 gange, og mit løfte om at se et land blomstre op af asken, har jeg til fulde fået opfyldt.
Nu ser vi desværre at Rusland ledes af en galning, Vladimir Putin som under sovjet regimet var højt rangerende inden for deres efterretnings og udryddelses korps KGB.
Vestens ledere og politikkerer har stolet blindt på at ham kunne man sagtens tøjle, og blindt lagt både penge og afhængighed i hænderne på ham, med Tyskland i spidsen.
Nu viser det sig så at Putin ikke havde til hensigt at lade sig underkaste af politisk pladder humanisme, men uden tøven vader ind over en fredelig nabos grænser, og samtidigt udstiller vestens totalt mangel på politisk initiativ. Offeret denne gang blev så et af vores nabolande Ukraine, som man lader klare sig selv, mens man sidder tilbage lænet og snakker sanktioner, og sender nogle lette våben almisser, og lader Putin slagte løs på en uskyldig befolkning.
Jeg har en rigtig grum erfaring med psykopater fra mit eget liv, og det har lært mig at snak ikke hjælper noget med dem. Det er hårdt mod hårdt, og det vil helt sikkert gøre ondt, men det kan vindes.
Den Ukrainske befolkning har sat sig til modværge. Deres præsident Volodimir Zelensky fik af USA tilbudet om evakuering ud af Ukraine, men hans svar på dette tilbud, var nok mere end nogen anden regeringsleder i vesten ville komme med, ”Nej tak, jeg har ikke brug for et lift, men med hjælp til at beskytte mit land” Jeg tror næppe vi i resten af den vestlige verden har såkaldte ledere som har røv i bukserne til at gøre som Volodimir Zelensky, som sammen med sine landsmænd har taget handsken op, og kæmper bravt mod den russiske overmagt. Jeg er ganske sikker på han går over i historien, som ikke blot kæmper for sit lands frihed, men friheden for hele Europa.
For at oversætte lidt til billed tale, så findes der 2 slags cheffer, og det gælder både i virksomheder og inden for politik
Den ene slags er Bossen. Det er ham der sidder bag et blank poleret skrivebord, og tager beslutningerne, og som kun ses når tingene går galt, og der skal råbes og skriges af de ansatte eller folket, det beskidte arbejde har han folk til.
Den anden slags chef, er Lederen. Det er ham der går i jakkesæt til dagligt, nøjagtigt som bossen, han har også et kontor, og kan lide at vide hvad der foregår i virksomheden, landet. Men når lokummet brænder, og produktionen kikser, og tingene fucker op, står han i produktionen i arbejdstøj, og hjælper med at få tingene op at køre igen sammen med medarbejderne, befolkningen.
Det er først når lortet brænder på, at man ved hvem der er Boss og hvem der er leder. Rusland har vist de har en stor Boss, Vesten har ikke andet end nosseløse Bosser, til gengæld har Ukraine en ægte leder, og det kan blive vestens redning, men på bekostning af det Ukrainske folk.
Europa og Verden har kun haft nogle ganske få ægte ledere og friheds kæmpere i nyere tid, den ene Nelson Mandela fra Syd Afrika, Lech Walesa fra Polen, og Volodimir Zelensky fra Ukraine.
KE
Kommentarer
Send en kommentar