Et liv med lastbiler set i bagspejlet 18 og sidste

 
Alt ting begyndte at gå stærkt, i tiden efter vi startede TM op. Vi opdagede at vi ikke stod alene med vores frustrationer over branchen. Vores hjemmeside blev flittigt besøgt, og der blev kørt mange gode debatter.

Mit nye job i rengørings branchen, var såmænd ok, men lige så stressende som chauffør jobbet. Det var arbejde på alle tider af døgnet, alle ugens dage, og egentligt til en forholdsvis lavsig løn. Jeg var ansat som led mellem cheferne og de øvrige ansatte, i bund og grund et rigtigt lorte job. Øretæverne kom både oppe fra, og nede fra.

Dog gav det mig mulighed for at kæmpe mere for at holde forbindelsen til mine unger. De var flyttet til en ø i det sydfynske, og det havde været op ad bakke at skulle kæmpe for at holde kontakten mens jeg kørte lastbil. Moderens indstilling til mig og til om jeg skulle have kontakt med ungerne, må siges at være alt andet end positivt. Min datter havde længe udtrykt ønske om at bo hos mig, men hun forstod også godt at det nok ikke var muligt med jobbet som export chauffør, men med det nye job jeg havde fået øjnede hun en chance for at flytte op til mig.

Det blev netop min datter som, blev grunden til at jeg i 2010 igen havnede i transport branchen.

Jeg havde arbejdet med rengøring, et halvt års tid, og samtidigt sat skub i kampen for ungerne, men lige gyldigt hvordan jeg bar mig ad ville ingen ting lykkes, og jeg havde det ad h til, jeg følte at alt sejlede. Jeg opsøgte en psykolog, og her kom nøglen til hvad som foregik. Ud fra hvad der var sket i mit liv, og specielt gennem mit ægteskab, var hans konklusion, at jeg med stor sansynlighed havde boet sammen med en psykopat. Han bad mig holde godt øje med børnene, og at min datter gerne ville bo hos mig kunne tyde på at noget var galt. Jeg fik nogle værktøjer at arbejde med mentalt.

Efter et stykke tid, begyndte det at give mening, at alt gik skævt i forhold til ungerne. Jeg opdagede at min nye arbejdsgiver, som også havde været nogle af mine nærmeste venner, holdt min eks kone informeret om hvad vi talte om, og hvad jeg lavede og foretog mig. Det betød, at jeg omgående, opsagde mit job hos dem, og brød forbindelsen til dem, efter mere end 20 års venskab.

Det skulle vise sig, at være der mit liv vendte efter mange års tumult.

Nu stod jeg så igen uden job, og havde det ret træls, for at sige det mildt. Jeg blev sendt på jobcenter, for det skal man jo når man står uden arbejde. MAGEN til nedladende mennesker, der findes sådant et sted skal man lede længe efter. At stå der ved skranken, og blive talt ned til, gjorde mig mildt sagt rasende, og her skulle det vise sig, at turen ved psykologen ikke havde været spildt, for efter nogle få minutter med lidt omvendt psykologi, blev jeg vist ind på et kontor, hvor tonen pludseligt blev ændret, og sagsbehandleren undskyldende spurgte om vi skulle starte forfra.

Jeg blev nu sendt på jobcenter, eller det man også kalder "dum i arbejde" . Ingen af de som var anbragt på jobcenteret vil jeg betegne som dumme, men nærmere det vi blev sat til. At sætte pant mærker på øldåser, var hoved beskæftigelsen. Der udover skulle der skrives CV og lægges på jobnet, hvilket var overstået på 10 minutter, så kunne jeg så pille røv resten af den dag.

Jeg var ærligt talt ret træt af at være der, faktisk havde jeg mere brug for at have fred til at få styr på mig selv, og finde ud af hvad min fremtid skulle være. Jeg begyndte at gøre tingene lidt besværlig for dem, i håb om at de ville bede mig om at blive væk, og det lykkes til dels, for efter 1½ uge bad de mig om at finde et praktik job. Det gjorde jeg så, ved anlægs gartner Nygaard i Horsens. Der var jeg så et par måneder, og de ville faktisk gerne ansætte mig, når det blev forår, og igen kom gang i tingene, da jeg havde en stor erfaring med tingene fra mit eget firma.

Da nu praktik tiden var udløbet, og jeg skulle tilbage til Dum i arbejde, ville de ikke have mig i Vejle mere, så jeg blev sendt til et andet sted. Jeg nævner bevist ikke hvor, da jeg ikke ønsker at fornærme de som er der, men det var virkeligt bunden af samfundet jeg blev sat sammen med. Jeg var der ca 1 måned, og så fik de også nok af mig. De mente bestemt fra ledelsen der at jeg stressede alle omkring mig. Deres projekter med at bygge træbroer og lignende til natur tiltag gik alt for hurtigt, og at de andre på stedet ikke var vant til at blive jaget med.

Vi var nu nået hen i december, og man havde på alle måder forsøgt at slippe af med mig, blot ville de ikke give mig vægter uddannelsen, som jeg havde bedt dem om. Den var for billig...... til gengæld ville de gerne give mig bus kørekort, hvilket jeg absolut ikke havde lyst til, da jeg ikke gad køre stor bil mere. En dag hvor jeg egentligt bare gjorde som resten på stedet, sad og stenede i en avis i frokostrummet, fik jeg øje på en annonce fra en lokal vognmand. Egentligt bare en almindelig salgs annonce, men jeg tænkte, at der jo ikke kunne ske noget ved at søge job der. Jeg vidste at jeg nok ikke ville få et job der, da det var sjældent han skiftede folk ud, men så havde jeg da søgt noget.

Firmaet var Flemming Thisgaard i Give, og jeg aftalte at komme til samtale. Som aftalt så gjort. Jo Flemming kunne godt bruge en ekstra chauffør indtil jul, da der var ret travlt, så jeg skulle begynde nogle dage efter. Den 9.12 2010 startede jeg så på det midlertidige job, som skulle vare indtil jul......der er bare lige det, at han åbenbart lige glemte at fortælle hvilken jul han talte om, for jeg er der endnu 8½ år efter, men ok... jeg klager ikke :)

Som fortalt, blev det nok min datter som blev grunden til at jeg igen er i transport branchen. Da jeg startede ved Thisgaard, fik jeg mulighed for at have hende boende. Efter sommerferien 2011, valgte hun at hun ikke ville tilbage til sin mor. Jeg måtte fortælle hende at det nok ville give en del ballade, men det var hun fuldt ud klar over. Der blev ballade, vil jeg hilse og sige, og der blev retssag. Psykologen havde mere ret end han selv havde drømt om, og det blev et kæmpe arbejde at få min datter på ret køl igen. Det kunne ikke have ladet sig gøre at hjælpe hende, uden at have en forstående og uhyre hjælpsom arbejdsgiver, og nogle gode kollegaer.

Til slut

Det her bliver så slutningen på min fortælling i denne omgang. Jeg vil gerne sige et kæmpe tak for den enorme interesse der har været om mit skriv fra tiden på landevejen. Jeg er jo bare en almindelig chauffør på godt og ondt.

Jeg håber at nogle har læst og mindet "de gode gamle dage" og at andre måske lidt yngre, kan tage noget med i deres fremtid. Chauffører er også ganske almindelige mennesker, men med et særdeles ualmindeligt job. I skal vide venner, i skal være stolte af jeres erhverv, og i skal kæmpe for det.

Jeg kæmper videre, og i vil helt sikkert kunne møde mig på landevejen en del år endnu.

Husk også, at uanset hvad livet byder jer, så er det kun en epoke i jeres tilværelse, og ingen kommer gennem livet uden små bump, eller somme tider et par store huller, som der skal styres uden om. Livet er fantastisk, og noget ganske dyrebart, noget som man hver dag skal være taknemlig for.

En ting livet har lært mig, er at intet kan tages for givet, og at ingen kender udløbs datoen. Derfor har jeg lært, at leve hver dag som var det den sidste, uden at lægge store planer langt ud i fremtiden, jeg lever i nuet, og det gør livet dejligt simpelt. Det giver mig ro til at nyde tiden med mine 2 øgler, som er ved at være voksne, det giver tid til at rejse, og bare nyde livet.

Selv om jeg til tider har mødt lidt modstand, kan jeg kun sige, " at intet af det har slået mig ihjel, men blot gjort mig stærkere" Det har givet mig overskud til andre end mig selv, og hvergang jeg kan være til hjælp for nogen, gør det mig glad, når tingene lykkes for dem.

Jeg har på mange måder haft et unikt liv, og jeg vil aldrig fortryde noget. En vigtig lektie jeg har lært, er at man skal vælge sine kampe med omhu, og at man skal sorterer grundigt i hvad som er vigtigt. I kan være ganske sikker på at kampen for vores branche står højt for mig,og den fortsætter jeg gerne sammen med de mange skønne kollegaer, som jeg hver dag møder på min vej.

Skulle du have misset nogle af fortællingerne kan du finde dem alle her :

https://reki33.blogspot.com/search/label/Et%20liv%20med%20lastbiler

Jeg har mange flere historier, som jeg håber at kunne samle til en god bog, sammen med det jeg har lagt ud her på siden.

Vi ses derude, pas på jer selv, og hinanden og endnu engang TAK

KnudErik