Det store pres på branchen, havde efterhånden fået mig til at overveje om det var værd at blive ved med at køre lastbil. Der tegnede sig efterhånden et billede af en branche som blev mere og mere rådden. Speditørene pressede vognmændene, som så sendte aben videre til chaufførene i form af lønpres, og krav om flere kørte km, altså der skulle arbejdes hårdere.
For at holde bilerne igang, blev Brian nødt til at finde kørsel hos andre speditører end Freja som vi ellers kørte for fast, men de var begyndt at udfase danske chauffører på det tidspunkt, så der var ikke så mange ture til os, vi var for dyre at have kørende.
I april måned 2009, skulle jeg blive sat på en tur, som skulle vise sig at blive skelsættende for mit liv i transport branchen.
Jeg var blevet sat til at køre en tur for en stor velkendt vognmands forretning fra Sjælland. Speditøren fra den Sjællandske vognmand ringede til mig og bad mig hente et læs til Sverige ved en kunde på Grønlandsvej i Horsens. Afsted det gik mod Horsens. Da jeg ankom til kunden blev jeg vejet ind, og bedt om at køre om på kajen på den anden side af den hal jeg holdt ved. Som beordret så gjort. Der holdt en lastbil i forvejen, som var ved at blive lastet, så jeg brugte tiden på at rigge presenningen af. Det blev nu min tur til at få læs, og mens jeg nu gik og fandt bånd frem, og ham foran mig kørte, opdager jeg at det er farlig gods jeg er ved at få ombord. Jeg spørger om de har anmeldt til speditøren at det er farligt gods? Det har de, og spørger mig om det er et problem? Nej det er det ikke, men jeg har ikke fået noget at vide om det, men det har jeg jo heller ikke om færge, så alt må jo være i skønneste orden. Jeg undre mig blot over at ham der kørte før mig, med et læs magen til, og med aflæsnings sted i Sverige samme sted som jeg ikke havde skilte på.
Jeg fik læsset, surret, og sat skilte på, fik vejeseddel samt transport dukomenter, og nu gik det så mod Frederikshavn, hvor jeg havde fået at vide jeg skulle med Stena line fra. Da jeg ankommer til Stena terminalen tager jeg papirene med ind i billetten, og det er her helved bryder løs. Transporten viser sig ikke at være anmeldt som farligt gods, men booket til passager færgen samme aften. Stena line beder mig nu om at ringe til speditøren. Det gør jeg så, og heldigvis for mig, sætter jeg medhør på telefonen. Disponenten eksploderer på mig, " du har da vel for helved ikke taget papirene med ind i billetten? Du kunne fandme bare have sagt at det var mursten, eller cement du har på lasten" Min besked til disponenten var at jeg under ingen omstændighedder vil bøje reglerne og udsætte 1000 mennesker for livsfare for at han kunne spare 500 kr. Alle som kender branchen vil vide at det er det værst tænkelige senarie man kan komme ud for med en speditør, at sige ham imod, og det fik også følger for mig resten af turen.
Billetten blev om booket til "Bubber" som var farligt gods færgen. Jeg kommer til Sverige næste morgen, og hen på formiddagen ankommer jeg til aflæsnings adressen, som er en gård mellem Gøteborg og Jønkøbing. Jeg får læsset af, og får en kvittering. Kunde får et kopi af fragtbrev, men jeg glemmer at give ham farligt gods papirene og vejeseddel, men nå det var vel ikke vigtigt for modtageren. Jeg ringer nu til disponenten og melder klar til næste tur, han var særdeles knorten, og fortæller mig, at jeg skal finde et sted at vente til der kom en tur. Som sagt så gjort.
Det blev efterhånden sidst på dagen, og jeg havde ikke hørt noget fra disponenten, så jeg ringede til ham, men han havde stadig ikke fundet noget til mig, og sagde at jeg blot skulle blive holdende og vente. Nu ringede jeg til Brian, min vognmand, og forelagde ham situationen. Han bad mig om at vente til næste dag, hvor vi så kunne snakkes ved. Han var godt klar over at det kunne være en straffe aktion fra speditøren. Næste morgen ringede jeg igen til disponenten, og fik at vide at jeg skulle ringe igen sidst på dagen,..... jep det var en straffe aktion.....
Jeg har aldrig fundet mig i at blive dårligt eller uretfærdigt behandlet, og det heller ikke denne gang. Da det blev over middag, ringede jeg rundt til til de speditører jeg havde på min liste, for at høre om de havde noget gods til Danmark. Og vupti, det havde Sveriges afdelingen hos Freja. Jeg fortalte dem hvordan landet lå, og at jeg ikke havde tænkt mig at finde mig i det. Den var de med på, de skulle nok sørge for at jeg kom tilbage til Sverige igen når den anden speditør skulle bruge mig. Det hastede ikke sagde jeg til dem. Det undrede han sig lidt over, da han vidste at vi havde kontrakt som ville være dyr at bryde med den anden speditør, men som han sagde, det er jo jeres sag.
Jeg ringede til Brian, og forelagde ham min plan, som i alt sin enkelthed gik på at tage røven på den Sjællandske speditør. Brian skræld grinede da han fik den. Den var helt ok med ham.
Jeg ringede nu til den Sjællandske speditør, og forklarede ham at jeg havde været nødt til at køre til en rasteplads med indkøbs og bade muligheder, men at under vejs, var der kommet et kæmpe brag fra gearkassen, og at jeg skulle have lastbilen hentet til værksted, for at få den repareret. Det lød til at more ham. Afsted det gik efter læsset for Freja, og til Danmark med det. Næste morgen ringede jeg til Sjællænderen, og fortalte ham, at det nok tog en del tid inden bilen kunne komme til køren igen, da det var gearkassen som var stået af, og at den var så ny at man ikke havde stumper til den i Sverige, og at de skulle komme fra Holland.
Det morrede mig, at jeg nu lå og tøffede frem og tilbage mellem Sverige og danmark, og at den Sjællandske speditør, ikke fik lov til at ligge mig død i flere dage uden indkøring. Der gik faktisk det meste af en uge på den måde. Sjællænderen ringede flere gange, og rykkede for at få mig på gaden med læs igen, men det tager dælme tid at få en ny gearkasse fra Holland til Sverige, så han måtte væbne sig med tålmodighed. Og da jeg kørte med min egen trailer kunne han ikke spore hvor jeg var.
Efter en uges tid ringede jeg til Sjællænderen og meldte mig klar. Han gav mig en tur til Danmark igen, med en hånlig kommentar om "at det var ikke meget du nåede at tjene denne her uge". Ja han skulle bare vide ........
Det blev nok også den sidste tur vi kørte for det Sjællandske firma, og kort tid efter valgte jeg at stoppe som chauffør. Det nagede mig, at branchen, var ved at rådne op, og at ingen sagde noget.
Jeg fik ansættelse i et rengørings firma, som var ejet af et venne par. Samtidigt tænkte jeg stadig på hvordan man kunne gøre noget for at gøre opmærksom på hvad der foregik i transport branchen. Jeg skrev til samtlige større medier, og fortalte i korte træk, min historie med den Sjællandske speditør, men ingen troede på den. Jeg havde faktisk helt opgivet at gøre noget, da jeg en dag blev ringet op af en på det tidspunkt ukendt journalist, ved navn Charlotte Beder, fra Jyllands Posten. Hun havde fået besked på at høre lidt mere om den lidt usansynlige historie. Hun spurgte om den kunne dokumenteres, og heldigvis havde jeg gemt alle dokumenter fra turen.
Den 2. August 2009, en søndag, blev katten sluppet ud af sækken. 3 sider i søndags udgaven, som blev lidt af et tilløbs stykke i branchen. Der var ikke mange medier som ikke var interesseret i historien, og i hvad som foregik i branchen.
Om aftenen den 2. August, blev jeg på Face Book kontaktet af en chauffør fra det nordjyske. Han spurgte om jeg havde lyst til at være med til at forsøge at gøre noget for branchen. Selvfølgeligt havde jeg det, og nu begyndte tingene at gå stærkt. Han kendte nogle flere chauffører, som gerne ville være med, og vi fik i begyndelsen af September arrangeret et møde på DTC i vejle.
Her blev der diskuteret, hvordan tingene skulle forsøges grebet an, og da vi gik derfra lå der en plan, som skulle vise sig at være rigtig. Transport og Miljø var født. Hvor meget tid der skulle bruges på projektet, var der vist ingen af os der drømte om, og ej heller hvor meget modvind vi skulle møde fra egne rækker i branchen. Selv om vi tit har spurgt os selv, og hinanden, om det overhovedet var værd at tage den kamp vi smed os selv ud i, må jeg sige at vi opnåede rigtigt mange ting med TM. Noget af det første vi gav os i kast med, var at få kontakt til det politiske system. Vi gav dem en opfordring, om at få etableret en eller anden form for BAG som i Tyskland, men det ville man ikke høre tale om på det tidspunkt. Alligevel har vi fået et super tungvogns politi, som er ganske professionelle, og langt bedre end et BAG. Det lykkedes os at få medierne med, og det lykkedes at ruske op i branchen. På et tidspunkt begyndte fagbevægelsen at vågne, og vi kunne stille og roligt trække os i baggrunden, missionen var lykkes. Det betyder ikke at vi ikke stadig kan komme med indput til branchen. Jeg gør det bla. denne her vej gennem min blog.
KE
Fortsættes i en ny tråd en anden dag :)
Kommentarer
Send en kommentar