Et liv med lastbiler set i bagspejlet 16

Som jeg skrev i sidste afsnit, begyndte indtoget fra Østeuropa at vise sig med alle dens velsignelser. Egentligt var der også fint plads til disse biler under opsvinget fra 2004 til 2007. Der var en stor mangel på lastbiler over alt. Priserne for transport var til at leve af, og der var fuld fart på.

Lige indtil sommer ferien 2007 var der fuld damp på alle kedler i hele Europa. Vi gik på velfortjent sommerferie, i forvisning om at nu skulle der hviles ud til endnu et travlt år på den anden side. Det skulle vise sig, at tingene med et finger knips var forandter da vi mødte ind efter ferien igen. Det var ekstremt mærkbart at noget havde forandret sig. Tingene kom ikke rigtigt igang. Der var meget lidt kørsel, og samtidigt var der kommet flere østbiler, som vi tydeligt kunne se kørte vores gods. Krisen var sat ind, og det med fuld kraft fra dag 1, den økonomiske samfunds bobbel var sprunget, og både den nationale og internationale økonomi var i frit fald.

Jagten på laveste fællesnævner satte ind

Hvor speditions firmaerne nogle måneder forinden havde forfærdenlig svært ved at skaffe biler, blev det nu vendt til en konkurrence i at underbyde hinanden for at få gods at køre med. Den regning blev sendt videre til vognmændene, i form af at priserne gradvist blev sænket, og at vognmændene måtte vente flere måneder ekstra på deres afregning. Der var kun et sted vognmændene kunne tørre regningen af, og det blev på chaufførene, og det blev gjort i stor stil.

Hvorfor kunne det lade sig gøre, det måtte jo være et oplagt emne for fagbevægelsen at gøre noget ved.

Det var det set bagud også. Men fagbevægelsen havde på det tidspunkt lullet sig selv i søvn. Der havde ikke rigtigt været noget at kæmpe for i flere årtier, og medlemmerne var enten trukket til de billige "gule" forretninger for arbejdsløsheds forsikring, og var man ikke lige frem "rød" arbejder, var der vel ingen grund til at støtte et historisk set socialistisk foretagende, eller stod helt uden for noget som helst. Jeg vil påstå, at man fra en del arbejdsgiveres side havde haft held med at overbevise deres ansatte om at fagforeningen, den "røde" altså, var noget opreklameret fis, og at det var langt bedre at spare de penge, uden at fortælle hvad det så ville betyde for en almindelig arbejder. Nå, men alt det her vender jeg stærkt tilbage til senere.

På en måde, kan man sige at krisen, blev et nyt kapitel for mig som eksport chauffør, og bestemt ikke mindre spændende end hidtil. Vores firma, som havde specialiseret sig i at køre i det Svenske, blev temmelig udfordret af de mange øst biler som speditøren var begyndt at bruge, der var simpelthen ikke gods nok til at holde os igang på sverige. Det var heller ikke muligt at begynde at køre for andre speditions firmaer, da man havde været snu nok til at binde vognmændene på hænder og fødder med kontrakter som forbød dem at køre for andre. Det ville simpelthen give en bøde og et erstatningskrav i en størrelse der ikke var til at betale. Til gengæld var kontrakten udformet så speditøren uden problemer kunne sænke priserne efter for godt befindende uden konsekvens.

Det var dog noget jeg personligt ikke ville finde mig i. Jeg var hoppet med på vognen om ikke at stå i fagforening, af flere grunde. Den ene var at jeg år forinden havde haft nogle kontroverser med 3F gennem min egen virksomhed, og den anden var at jeg bestemt ikke følte at jeg kunne støtte op om "det røde pamperi" Til gengæld havde jeg heller ikke lyst til at være medlem af Krifa, som firmaet havde tegnet overenskomst med, vel at bemærke havde Krifa accepteret den måde vi blev aflønnet på.

Vi var aflønnet på den måde at vi fik halvdelen af hvad bilen kørte ind, og resten gik til bilen og vognmanden. I begyndelsen var det en rigtig god forretning for os som chauffører, men efter som priserne blev presset ned, var der ikke meget at råbe hurra for..... på almindelig kørsel vel at bemærke. Da lønnen nu faldt drastisk, begyndte jeg at blive kreativ for at få den op igen. Som fortalt havde jeg selv haft virksomhed, og kendte udmærket til at "snuppe" kunder. Ofte kørte jeg fra enten sverige eller danmark med halv tom trailer, og det var her jeg begyndte at udfolde kreativitet. Jeg lavede simpelthen en telefonliste over samtlige speditører, og nogle enkelte produktions virksomheder i både sverige og danmark, som jeg så ringede rundt til for at få ekstra gods med på traileren fra og selvfølgeligt uden om den speditør vi normalt kørte for. Det blev faktisk en ganske givtig forretning, som både holdt økonomi i bilen, og som holdt min løn oppe. Jeg kunne sagtens lave 6000 til 8000 kr ekstra på en tur, blot ved at fortælle speditørene at de blot skulle betale broerne fra Jylland til Sverige eller omvendt.

Første tur syd på

En af måderne for BMJ transport at overleve på, og med en rigtig, for at sige det mildt, lorte kontrakt, var at lade os begynde at køre syd på. Det startede i efteråret 2007, hvor Brian ringede til mig, og fortalte at jeg skulle til Frankrig med et læs juletræer, ikke noget jeg syntes særligt godt om, men hvad pokker, det kunne da give en ekstra oplevelse med sådan en tur. Jeg startede turen i Videbæk en fredag eftermiddag med at læsse træerne, og så var det hjem og holde weekend. Denne brugte jeg nærmest det hele af på Google maps, for at planlægge turen, og forsøge at finde ud af hvordan tingene virkede med vejskatter osv.

Da jeg mødte ind ved Brian søndag aften blev jeg udstyret med et DKV kort, samt nogle Euro til turen. Afsted det gik mod Padborg i god tid, så jeg kunne købe maut, og være klar til at køre over kl 22, når grænsen åbnede for lastbiler. Jeg må sige at spændingen sad i maven, som en hård knude. Ikke at jeg var bange for turen, men det her var ukendt farvande for mig, og jeg havde selvfølgeligt fået mange gode råd, samt en del skrækhistorier fra andre chauffører.

Min første udfordring på turen startede allerede ved maut automaten i Padborg. Mine Tyske sprog kundskaber er lige med nul, og tyskernes land og vej kort er lige til at lukke op og sk... i på automaterne. Man skal pokkeme være stedkendt i tyskland for at finde ud af deres vejkort. 

Nå men det lykkedes, uden at vide hvordan at få købt maut, og klokken blev 22. Det var en snusket og -6 grader kold efterårs aften, men ellers var vejforholdene fine. Efter 4½ times kørsel, ankom jeg til Wildeshausen rasteplads, hvor jeg fik lidt natmad. Det er faktisk et ret godt sted at spise, og det passer jo perfekt med køretiden fra Danmark. 

Efter pausen fortsatte turen ned mod Essen, hvor jeg egentligt skulle have fulgt rute 1 og gå over på rute 2, men det var gps ikke enig i, og jeg røg så over på rute 43 nord om Essen. Det havde nok ikke været optimalt at blive stoppet med, men nå det gik alligevel. Min køretid udløb, kort efter Essen, og kun få kilometer fra grænsen ved Venlo, og her måtte jeg så i dynen 11 timer. Klokken var ved at være 6 om morgenen, og det er sin sag at gå i seng når andre står op, og det kan være svært at falde i søvn. Jeg satte mig til at kigge lidt i kortbogen, og kunne se at jeg nu var ca halvejs på turen.

Ved 17 tiden var det så afsted igen. Det er påfaldende hvor stor forskel der er mellem Tyskland og Holland. Så snart jeg krydsede grænsen var jeg ikke i tvivl om at jeg var kommet ind i et nyt land, også selv om det var mørkt. Tyskland er vel noget af det kedeligste sted i verden at køre igennem. Det er en stor asfalt jungel, gråt i gråt uden noget at kigge på, hvor i mod, så snart man kom ind i Holland var der lys i byerne, og en del mere at se på. Jeg vil give dem ret som påstår at Holland er fladt. Det højeste punkt jeg mødte på vejen gennem Holland var de broer som var lavet over kanalerne, de kunne hæve sig svimlende 5 meter op i luften, men ellers var der ikke mange ujævnheder i det land. 

Turen gennem Holland er kun ca 100 km, så det var hurtigt overstået. Ved grænsen til Belgien, var der igen en åbenlys og meget synlig forskel på landene. Jeg var ganske sikker på at grænsen lå i en by. Motorvejen var oplyst af gade lygter, Mærkeligt....... det måtte være en gigantisk by....... Nej der var ikke nogen by, det er bare sådan i Belgien, at deres motorveje er oplyst af dage lygter over alt, faktisk ganske behageligt at køre der. 

Turen fortsatte mod Antwerpen, hvor jeg skulle mod Gent. Her kom jeg så forkert i en udfletning, øvøv... det gav en lille omvej hvor jeg kom på en mindre vej ud over Brugge. Egentligt fandt jeg ud af at det var en god omvej at køre. Da jeg nåede Brugge, var det igen tid til pause, og der fandt jeg en lille rasteplads med en cafe. Jamen dog, her spiste man virkeligt godt, og billigt. 

Efter pausen gik turen videre mod grænsen til Frankrig ved Lille. Her kom så en af de store udfordringer. Jeg havde fået at vide at jeg skulle købe vejskat. Hmm... ved grænsen var alt lukket, ikke et øje at se nogen steder. Grænsen er mega stor, og der holdt i hundrede vis af lastbiler. Jeg prøvede at trille over grænsen, stadig ikke et øje. Jeg var ret nervøs for hvad der ville ske hvis jeg bare kørte videre, så jeg vendte og trillede tilbage til Belgien, intet at se nogen steder. Endnu engang tilbage over grænsen til Frankrig, og der besluttede jeg at køre ind til den første virksomhed jeg mødte for at spørge om reglerne hos portneren. 

Det var så her jeg første gang stiftede bekendtskab med franskmænd og deres luner. Jeg gik hen til vagten i porten, og spurgte pænt om han kunne hjælpe. Det var han bestemt ikke indstillet på. Uden at sige hverken goddag eller noget andet, udbrød han i et skræmmende raseri, og på aldeles fransk en masse jeg ikke fattede en brik af, men meningen var jeg ikke i tvivl om. Jeg valgte at fortrække til min lastbil igen, og vende skuden ud af fabrikkens parkering igen. Nu var gode råd dyre. Skulle jeg fortsætte, med risiko for en monster bøde for ikke at have købt vejskat, eller skulle jeg køre tilbage til Belgien og vente til det blev morgen. Jeg tog beslutningen, og kørte mod Rouen. Det viste sig at være den rigtige beslutning, da vejskat er noget man betaler på specielle veje, altså en bruger afgift. 

Det må siges at være noget af en lang køretur jeg var kommet på, og så i ukendt land. Turen fra Lille mod Rouen gik jo bare derud af, på en fin stor vej. Inden Rouen kommer der en lang tunnel, ikke noget man tager sig så meget af. Når man har kørt mange timer, sidder man og falder lidt ind i sine egne tanker, og bemærker ikke ret meget. Da jeg nu køre inde i tunnellen bemærker jeg en ændring i motorlyden, og vågner op af tankerne. Jeg kigger på spedometeret ........... 130 km/h ...... WHAT..... Mens jeg bremser lastbilen ned til de 90 igen begynder jeg at blive opmærksom på skiltene, og de fortalte at vejen havde en hældning på 7%. Det er virkeligt lumsk når man køre i sådan et rør, man mærker ikke hvad der er op eller ned. 

Den største forskrækkelse fik jeg da tunnellen sluttede, der drejede vejen 90 grader til venstre, altså midt på en bjergside med den flotteste udsigt ud over Rouen. Efter den oplevelse, valgte jeg at finde en tank, at holde ind på, og få noget morgenmad, og få sveden tørret af panden og hænderne, samt at få tjekket at underbukserne stadig var brugbare.