Det var rart at komme igang på landevejen igen. Økonomien begyndte stille og roligt at rette sig, og jeg begyndte også at få lidt selvværd tilbage. Den største hørdel var nok at skulle være weekendfar for mine 2 unger. Det kunne somme tider være svært at nå hjem, men det løste sig også hen ad vejen.
En af måderne at være sammen med ungerne på, var at have dem med på job. Min søn gad ikke, lastbiler har aldrig sagt ham noget, men sådan er det jo. Til gengæld elskede min datter at komme med. Jeg husker første tur hun var med til Sverige. Hun havde tit plaget om at komme med, men jeg syntes at hun var for lille til at tage en uge i lastbilen. Hun var på det tidspunkt ikke andet end 7 år, og min frygt var at hun ville komme til at kede sig forskrækkeligt ved at være lukket inde i en lastbil en hel uge.
En dag i sommerferien, plagede hun igen om at komme med. Jeg snakkede med hendes mor om det, og sagde at det var ok med mig, men at uanset hvor i verden vi var, og tøsen ville hjem måtte hendes mor hente hende, det blev så en aftale.
Det var ganske hyggeligt at have hende med, og kede sig gjorde hun heller ikke. Hun syntes simpelthen at køre lastbil var livet. Det gav også mange sjove og pudsige oplevelser. En dag hvor vi egentligt havde temmeligt travlt, men lige skulle have købt lidt forsyninger, holdt jeg ind på en tank ved Almhult. Det var bagende varmt, så jeg parkerede i et hjørne ved et skovstykke, og sagde til hende, at jeg hentede noget mad, og at hun skulle blive i bilen, det var ok. Da jeg kom tilbage, sad hun fuldstændigt stiv, og totalt hvid i hovedet. Jeg spurgte om der var noget galt?
Hun sidder og stirre ud ad forruden, ind mellem træerne, og spørger så: " de der dyr på vejskiltene med store horn, spiser de mennesker? " Øhhh.... nej Laura, det gør de ikke, hvorfor spørger du om det? " fordi der lige er en som har stået foran lastbilen og kigget på mig" svarede hun. Skæbnen ville at jeg havde parkeret lige klods op ad hegnet til en Elgpark, hvilket jeg ikke havde opdaget, og at en stor elgtyr lige skulle se hvad det var for en stor kasse som var kommet forbi.
Da den første uge var omme, med mange indtryk fra turen, for en 7 årig, var det tid til at komme hjem til hendes mor igen. Da vi landede i Vonge hvor jeg dengang boede, beder jeg hende om at samle sine ting sammen. Svaret fra hende var, at det kunne lige så godt blive til næste gang hun skulle med ...... oki ....... hmm .... lastbilen var kommet til at ligne et bedre børneværelse på den uge, så nej, det blev oprydning.
Det blev bestemt ikke sidste tur hun tog med på, og efterhånden blev "rødtoppen" også et kendt ansigte blandt chaufførene på diverse færger. Så snart hun havde muligheden var hun med på job. Hun elskede det liv, og blev temmeligt forkælet når vi kom rundt, både hos kunder, og blandt Danske og Svenske chauffører.Lige et skønt natbillede fra færgetur når man lige er blevet jaget ud af fjerrene :D :D
Var der så også nogle minusser ved at have hende med på job? Måske lige et enkelt .... selv den dag idag, hvor hun selv har kørekort og bil, SKÆLDER og smælder hun lige så meget som sin far over trafikken :D :D
Mange gode historier
Der er mange gode historier et fortælle, fra tiden som eksportchauffør. Noget af det som irriterede mig meget fra starten, var at jeg aldrig kunne få at vide i god tid hvad jeg skulle lave, når en tur var afsluttet. Jeg var nok blandt en af de første som havde en computer og trådløst internet med i lastbilen, og det havde speditørene lidt svært ved at vænne sig til.
En dag bad jeg disponenten ved Freja om at de bare kunne sende turene om aftenen på mail, så jeg vidste hvad jeg skulle lave dagen efter. Beskeden var fra kontoret, at jeg bare skulle ringe når jeg havde læsset af. Oki... det tror jeg nok han fortrød, men først efter en uges tid ...
Jeg blev tom om aftenen, så da klokken var 5.00 næste morgen, ringede jeg på vagt telefonen, og meddelte disponenten, at jeg var klar til næste tur. Det tog han lidt fornærmeligt op, og fortalte mig at han først var på kontoret kl 8. Senere på dagen bad jeg ham igen om at sende næste dags tur på mail inden han gik hjem, men intet skete. Kl 5.00 næste morgen ringede jeg igen på vagt telefonen, og nu var han ved at virke lidt irriteret, og fortalte lidt morgensurt at han stadig først var på kontoret kl 8. Igen bad jeg ham senere på dagen om at sende mail, og igen skete der ingenting. Den tredie morgen jeg ringede kl 5, vil jeg hilse og sige at en telefon havde været ganske unødvendigt for at høre ham fra Skanderborg til Stokholm, han var særdeles rasende over at jeg ringede midt om natten og vækkede hele hans familie. Jeg meddelte ham at jeg vist havde givet ham min mail adresse, og at han bare kunne sende mig turen inden han gik hjem om aftenen.
Det var så hvad der fremover skete. Kl 16.00 præcist plobbede der en mail ind fra Freja, med næste dags tur. En sjov detalje var at jeg et års tid efter blev ringet op af en anden disponent, som spurgte om jeg skulle med Molslinien fra Århus. Det skulle jeg. Han ville gerne have et lift med ned til byen, da hans skooter var blevet stjålet. På vejen derned spørger han mig om den historie er rigtig? Jeg spørger ham hvorfor ? Han kunne så fortælle, at de på hele Freja havde fået at vide, at den som glemte at sende mail til mig om aftenen, havde underskrevet sin egen dødsdom. :D :D
KE
'Fortsættes i en ny tråd en anden dag
Kommentarer
Send en kommentar