Bestemt lærerigt
Selv om mit nye job var hårdt og presset, samt vognmanden rablende gal, var det også en lærerig arbejdsplads. Lønnen var god, hvis man altså ikke lavede skader, punkterrede, eller kom på tværs af vognmanden, det gav kontant afregning på næste lønseddel, i form af egenbetaling. Man fik lært at hænge i, og at forsøge at passe på gods og biler, selv om alt foregik i løb, og på 2 hjul rundt i svingene.
En af de ting, som måske var noget mange flere burde tænke over, var faktisk noget den vognmand engang sagde. " Du skal køre og drive din rute som om det er din egen " og dermed mente han, at hold din bil som om du selv ejede den, og skab indtjening, som om det var din egen virksomhed, en ganske fornuftig holdning, og noget jeg har forsøgt at tage med mig.
Der var et særdeles højt stress niveau i det firma. Med 40 til 60 stop på en tur, og skælden og smælden, og med arbejdsdage på 15-16 timer som dagligdag, lære man også noget om hvor langt man kan blive presset ud. Jeg var begyndt, at knurre af min samlever, og tingene begyndte at sejle derhjemme. Resultatet af det blev at hun valgte at pakke kufferten, og flytte.
En høj pris
Det er en høj pris at betale, når jobbet nedbryder en psykisk, og når det går ud over sine nære. Problemet er at man ikke ser det mens man står i det. Alle andre kan se at der sker en forandring med dig. Det er tid til at stoppe op, og se lidt nærmere på hvad der foregår, når det begynder at knage i forholdet til kone/kæreste. Når du selv opdager at du knurre af ungerne over bagateller, og energien er på størrelse med hullet i en enkrone.
En af måderne, du ved hvornår du er gået alt for langt i forhold til at blive hængende i et job, er når du møder på job med en knude i maven. Når du kommer hjem fra job, og har det af H..... til, og bare smidder dig på sofaen og ikke kan falde til ro, før der er gået flere timer. Når du vågner om morgenen, og allerede når du slår øjnene op begynder at ryste over hele kroppen, så er du gået alt for langt for at have et job. Desværre var det hvad der skete for mig,og sådan jeg havde det.
Dumhed betaler sig ikke
Nogle få måneder efter bruddet med min samlever, kom der en ny kæreste i spil, og efter et par måneder boede vi sammen. Hun havde et par unger med, noget nyt jeg skulle til at forholde mig til. Min første samlever og jeg havde ingen unger sammen. Det gav nu en ny situation omkring mit arbejde. Jeg ville gerne have mere tid hjemme sammen med min nye familie, og det log sig ikke gøre med det job jeg havde. Desværre havde Polle og Frits ikke noget på det tidspunkt, men Knud Jacobsen fra Hedensted kunne godt bruge en chauffør, så det blev der jeg kom hen. Det var et hyggeligt lille firma, hvor der var gode arbejdsforholde, og hvor jeg faktisk følte mig godt tilpas. Arbejdstiderne var perfekte, og jeg følte at jeg kom ovenpå igen. Nerverne begyndte at falde til ro.
Det eneste minus der var ved jobbet i Hedensted, var at der var langt at køre hver dag, og da den vognmand jeg et halvt år tidligere var stoppet ved, igen kom og lovede bod og bedring samt en pæn lønstigning, ja, så vendte jeg tilbage dertil. Nok nært den dummeste beslutning jeg har taget i mit liv.
Det var den periode, hvor min søn kom til verden, og et års tid efter det var det så tid til at blive gift. Den første tid efter jeg var kommet tilbage til den vognmand gik det ganske udemærket. Han havde sine nygger, men han var godt klar over at han skulle holde sig i skindet. Arbejdstiderne var blevet humane og der var længere mellem løntrækkene.
Firmaet voksede ganske voldsomt på det tidspunkt, og fra da jeg var der første gang, havde jeg fra at have 8 kollegaer, havde jeg nu fået 25. Vi var stort set alle i den alder hvor ungerne kom til verden. Det gav faktisk en ganske sjov reaktion på kontoret. På det tidspunkt ventede vi min datter. Vi vidste hun skulle tages med kejsersnit, så der var sat dato på fødslen. Jeg kom hjem fra tur som den sidste den fredag aften, hvor jeg havde fået datoen at vide af min kone. Det var helt normalt at vi sad på kontoret og fik en fredags fyraftens øl, og der sad da også et par stykker derinde da jeg kom. Jeg fik afleveret papirene og fortalte så vognmanden, at jeg skulle have fri til at tage med på sygehuset når min datter skulle komme til verden. Jeg kunne se at et eller andet skete i hovedet på vognmanden. Mine kollegaer som var på kontoret begyndte at sidde og fnise, og vognmanden hamrede knytnæven i bordet, så alting fløj rundt. Brillerne røg op i panden, og han råbte " for helved .... hvis i har energi til at ordne jeres kællinger når i kommer hjem, har i fandme for lidt at lave på arbejde. Du er nr 6 idag som skal have fri til barsel på det tidspunkt"
Nogle måneder efter fyldte vognmanden rundt, og der var stor fest. Ikke for at være specielt skadefro..... meeeen ..... der stod til festen 6 barnevogne på ræd og række ..... alle ejet af hans chauffører.
Jeg blev der et par år mere, men dråben som fik bægeret til at flyde over, var da jeg skulle til at køre med hænger. Jeg havde kun haft kort til forvogn indtil da. Jeg syntes ikke jeg havde råd til at tage hængerkortet, men det var ikke noget problem, vognmanden skulle nok betale det. Fint med mig, så jeg kom ud til kørelære Theodor Troelsen i Ødsted. En hyggelig ældre kørelære..... jeg mener han på det tidspunkt var 84, men frisk. Han kunne fortælle historier fra krigen, da han havde startet sin vognmands forretning. Det var ikke kedeligt at tage kørekort ved ham. Da jeg havde bestået køreprøve, var alt jo fint, lige til jeg fik løn...... den passede ikke, og jeg røg i hovedet på vognmanden. Der fik jeg så at vide, at betaling for kørekortet betragtede han som et lån..... og trak det af min løn. Det stod økonomien ikke til med 4 små unger. Samtidigt var psyken igen ved at blive sat på alvorligt overarbejde.
Det betød at jeg igen måtte til at se mig om efter nyt job. Jeg spurgte mig lidt rundt, og vupti, Polle manglede en til at køre forvogn-hænger, det var jo perfekt. Det var ikke uden bøvl at sige op. Nu blev der lovet bod og bedring, og kæmpe lønstigning, for at blive der hvor jeg var ansat, allerede inden jeg var stoppet, men den nægtede jeg at hoppe på, det blev noget nært de længste 14 dage i mit arbejdsliv.
Psykisk arbejdsmiljø
Det var rart at komme tilbage til Svend Jensens Fragtruter igen. Jeg fik ro på mit liv, og jobbet var ikke så hårdt, da det var meget fuld load kørsel. Jeg havde igen fået overskud til at tage mig af min familie.
Jeg har lært en vigtig lektie, ved at arbejde under virkeligt dårlige forholde. for det første ser man ikke selv at man er ved at køre i brædderne, og det er derfor vigtigt at lytte til sine omgivelser. for det andet, tager det rigtigt lang tid at komme op igen. Det er vigtigt at have et job hvor man føler sig godt tilpas. En høj løn er ikke altid lykken, hvis man ikke har det godt selv, penge er ikke alt. Hvorfor jeg var dum nok til at vende tilbage til et sted hvor jeg havde prøvet at blive kørt både fysisk og psykisk over, kan jeg ikke give en god forklaring på, ikke udover, at jeg har det med at tro på det bedste i alle mennesker. Der er bare nogle mennesker der ikke findes ret meget godt i, og de tager røven på dig når de kan. Et psykisk godt arbejdsmiljø, er 90% af et job.
KE
Fortsætter i en ny tråd en anden dag :)
Kommentarer
Send en kommentar