Når man har kørt lastbil i så mange år som jeg har, vil man uden tvivl også opleve uheld, og selv blive indblandet i uheld. Man behøver ikke nødvendigvis selv at være skyld i sådanne, men med over 3,5 millioner km på tælleren kan det ikke undgås, at man også får ubehagelige oplevelser med på vejen.
Jeg har vist nævnt en enkelt uheldig episode tidligere. En anden, var mellem Bredsten og Gammelby lidt uden for Vejle. Jeg kom kørende, og på strækningen var der et vejarbejde igang. Jeg tog farten af, da der gik folk på vejen. Lidt forbi asfalt udlæggeren, gik en mand og malede gule pletter midt på vejen. Han sidder med ryggen til, men pludseligt rejser han sig og træder ud foran mig på kørebanen. Jeg reagerede ved at undvige ham, men rabatten kunne ikke bære, og ups.... så holdt jeg med snuden ned af den eneste skrænt ser findes på hele strækningen, og med røven lige i vejret.
Jeg fik fundet en telefon, hvilket betød at man dengang måtte finde et hus, hvor der var nogen hjemme, da mobillers stadig ikke fandtes. Jeg fandt efter nogen gåtur en ejendom, med folk hjemme, og jeg fik ringet til vognmanden, som så skaffede hjælp fra Falck. Efter nogen ventetid kom de så med en Unimuk. Det passede bare rigtigt dårligt det tidspunkt den kom, da asfaltmaskinen skulle til at køre der samtidigt, og vejfolkene ikke ville flytte sig.
Falckmanden eksploderede nærmest på vejfolkene. De fik simpelthen at vide at hvis de ikke flyttede sig, vil han trække asfaltmaskinen ud midt på en mark, og så måtte de selv finde ud af at få den derfra igen. Jeg fik forklaringen senere da lastbilen var trukket op. Da vejfolkene havde flyttet sig, blev Unimukken plantet midt på vejen, og spadeklørne presset godt og grundigt ned gennem asfalten, og så blev lastbilen hevet op. Efter fortalte Falckmanden, at jeg var den 3. han var ude og hive op pga de selv samme vejfolk, den dag. Det var så forklaringen på at han var sur på dem. de 2 første var dog kun personbiler.
Du vil ofte være blandt de første
Som chauffør køre vi mange km på vejene hver eneste dag. Det betyder også, at vi kommer til at blive vidner til ulykker, og ofte er det os som står først for og skal få overblik, og yde førstehjælp. Selv har jeg været vidne til, og som en af de første ved nogle rigtigt grimme ulykker. Jeg vil ikke gå i detalje med disse, men et par gange med dødelig udgang. Det er noget som sætter livet i perspektiv, og som får en til at tænke over, hvordan man opføre sig i trafikken.
Førstehjælp var noget som, var et ganske lille kapitel i undervisningen da jeg tog kørekort. Dog har jeg gennem min fritids interesse som leder ved KFUM spejderne, både modtaget, og undervist i førstehjælp. Jeg ved at alle chauffører idag får undervisning gennem det lovpligtige EU-kursus, men hvor seriøst tager i det?
En ting kan jeg fortælle, og specielt til de unge chauffører. Det er ikke et spørgsmål om i får brug for at kunne førstehjælp. Det er mere et spørgsmål om hvornår! Og der er det vigtigt at man ved hvad der skal gøres. Selv er jeg på førstehjælp ca hvert andet år, for at holde det ved lige. Jeg kan godt anbefale de kursuser Falck holder på deres stationer. Sidst jeg var afsted var hos Falck i Hinnerup, hvor jeg stillede spørgsmålet " Hvordan hjælper man en livløs chauffør ud af en lastbil?" Redderen på stationen tog os med ned til deres brandbil, og satte sig ind, og viste hvor simpelt det egentligt er, vi fik selv lov til at prøve. Jeg kan varmt anbefale de kurser. Det kan jo blive dig eller en af dine kollegaer som får brug for hjælp en dag.
Du kan finde kursus her!
https://www.falck.dk/foerstehjaelp/produkter/foerstehjaelpskursus/
De ældre chauffører
Som ung chauffør, er man udødelig, og man kan bare det hele. Speeder i bund og helst på 2 hjul rundt i svingene, med fødderne oppe i ruden.
Da jeg var ung og relativ uerfaren chauffør, og bare vil fremad, tænkte jeg lige så lidt som de unge idag, over de konsekvenser uheldig adfærd i trafikken kan have. Dengang, var der bare en god fordeling af unge og mere erfarne chauffører. Man kunne være ganske vist på at hvis en af de "gamle" så man kørte råddent, så fik man også ørene i maskinen. Ikke hjemme ved vognmanden, men der var kontant skideballe, ved de ældre chauffører. Og rendte man så til vognmanden og beklagede sig over at de ældre chauffører havde kanøflet en, ja... så fik man bare en tur mere der, fordi vognmanden vidste at hvis en ældre chauffør havde talt, så var der noget at komme efter.
Desværre ser vi idag, en kørsels kultur, og en egoisme af hidtil usete dimensioner i trafikken, det gælder såvel personbilister såvel som lastvogns chauffører, men for os i de store biler pålægger der et kæmpe ansvar. Det er voldsomme kræfter vi har med at gøre, og desværre er der alt for mange som ikke tænker over hvilke konsekvenser det kan have hvis man ikke tænker sig om. Jeg ser det dagligt, og jeg har fuld forståelse for hvorfor vores branche har fået et rigtigt dårligt ry. Der bliver overhalet unødigt, der bliver kørt for tæt, der bliver manipuleret med hastighed, der tabes gods, og køres hadsaderet, og lad nu være med den der "det er østeuropæerne" For det er også danske chauffører. Javel ja, det er kommet efter østbilernes indtog, men behøver vi nødvendigvis at tage ved lære af dem?
Der har gennem de sidste 10 år været et kæmpe mandefald af danske chauffører, ca 10.000 har forladt branchen, og det ser jeg som et temmeligt stort problem, også når vi snakker sikkerhed. Vognmændene ansætter udelukkende helt grønne chauffører, og i mange virksomheder, specielt forholdsvis nye virksomheder er der en kultur hvor man køre efter egne regler, alt er tilladt. Der mangler en generation af chauffører, som kan være med til at vejlede, og dæmpe de unge.
Jeg ved ikke hvad der skal til for at få folk til at tænke over hvilket ansvar de sidder med. "Jamen der sker jo ikke noget" Men det gør der, og man ved aldrig hvornår, og det går så lynende stærkt, at man først opdager det når det er for sent.
Det her billede er taget sidste efterår. Venstre forhjul eksploderede under en overhaling af mig. Han havde lige passeret mig med førehuset. Heldigt for mig, at der var en tilkørselsrampe, som jeg kunne trække ud i. En personbil var utroligt tæt på at komme i klemme. Det gik godt denne gang.
KE
Fortsætter i en ny tråd en anden dag :)
Kommentarer
Send en kommentar