Som tidligere fortalt, var det kun midlertidigt jeg skulle køre lastbil, og jeg var sådan set også efter det første år begyndt at lede efter job i landbruget igen. Det blev bare ikke til andet end snak ved bønderne. De vil ikke rigtigt give noget i løn, og så var der jo også lige det at der kom en kæreste ind i billedet. Det begyndte at blive besværligt at finde job ved landbruget. Jeg havde fået mit eget hjem, på en landejendom som jeg lejede, i første omgang kun mig selv, men ret hurtigt flyttede kæresten også ind. Jeg var såmænd også begyndt at kunne lide jobbet som chauffør. Jeg glædede mig hver morgen til at komme på job, også selv om den ældre lastbil bestemt kunne være en udfordring. Som jeg tidligere har nævnt, var bilerne ikke fartbegrænset dengang, og min 608`r rendte hvis jeg var heldig 81 km/t , men det var bestemt også hurtigt nok i den. Det var først efter et par år jeg blev forfremmet til en 813`r, og den kunne rende skiven ud, og var min første lastbil med lift, REN LUXUS :)
Jeg begyndte at lære kunderne at kende, og der kom stort set alle steder et rigtigt godt forhold. Det var alle typer mennesker jeg mødte, joda det er da også sådan idag, men dengang skulle jeg altså til at lære at omgås alle typer. Det var jo ikke kør eller grise som var min nærmeste kontakt længere. Det kan godt være lidt af en udfordring, at komme fra kunder som siger muh eller øf, og som er taknemlige bare de får noget at spise, og en tot halm at sove i, til kunder som er så forskellige som de nu engang er. Nogle kan være augante, og ligegyldigt hvordan du gør tingene er det forkert, andre er altid i godt humør, heldigvis er der flest af sidste. Det var ting jeg skulle lære at forholde mig til.
Som fragtmand køre man med alle typer vare. Fødevare, maling, fabriks emner farligt gods osv. ØH lige den med farligt gods.... Da jeg startede i sin tid, var der ikke noget som hed regler for sådan noget, i alle tilfælde ikke nogle vi kendte til. Idag skal man nærmest have en doktorgrad i kemi for at håndterer opvaskemiddel på en lastbil. Men da jeg startede blev der bare læsset på. Det kunne sagtens lade sig gøre at have 6 tromler benzin med til bønderne, nå ja pladsen var trang på bilen, så dynamitten til brøndborren stod da bare oven på trumlerne, og detornatorne i en kasse ved siden af, ikke altid med låg på, det var en mindre detalje. Godset kom frem, og bilen sprang ikke i luften .... status... godset håndteret korrekt... Hmm.... tror faktisk det er ganske fornuftigt med ADR kurserne.
Mange gode oplevelser med kunder
Det har gennem årene givet rigtigt mange gode oplevelser rundt ved kunderne, og jeg må sige at, da jeg lærte hvordan et service fag som vores skulle håndteres, blev det rigtigt sjovt at gå på arbejde. Jeg havde min Vejen rute gennem 6 år, og fik et godt forhold til kunderne, på min tur. Jeg vidste nøjagtigt hvor de vil have deres vare, og hvor de satte gods jeg skulle have med retur. Jeg vidste nøjagtigt hvor jeg kunne finde varemodtagerne rundt på fabrikkerne og i butikkerne, og jeg vidste hvilken traktor som hørte til hvor på gårdene, så der var aldrig problemer med at komme af med varene. Havde jeg noget til en bonde, og han kørte på marken, så stoppede jeg bare og vinkede efter ham, han kviterede på fragtbrevet, og jeg kørte til gården og læssede af.
En af mine lidt mere spændende kunder boede mellem Egtved og Bække, i det landområde som hedder Tågelund. Han var en ganske kendt person dengang, og mennesker på min alder vil vide hvem han var. "Store Robert" blev han kaldt. Han var også ganske stor. Robert Jakobsen, hed han. Jeg var ofte ude ved ham med alt muligt. Han var egentligt ganske almindelig landbrugs smed, men havde slået sig ind på kunst, hvilket var det som gjorde ham kendt. Han lavede de mest besynderlige skulpturer, ofte svejset sammen af hvad der nu fandtes i skrotkassen, og han formåede at skore kassen på det. I bund og grund, var Robert en ganske jordnær mand, som nød at snakke med helt almindelige mennesker, såsom fragtmanden.
Jeg husker en af de aller første gange jeg var ude med varer til ham. Jeg havde et efterkrav ( Menes med at kunde skal betale ved levering) , Hvilket stort set alt han modtog kom sådan. Det var ikke fordi han manglede penge, men sådan var han, "Jeg betaler kontant" typen. Der var heller ikke noget med checks i hans butik. Dem som husker Robert Jakobsen, vil også huske hans påklædning, slidte blå overalls. Havde han et fint kontor eller en stor tegnebog? Nej, han havde en rulle penge i mavelommen på arbejdsbukserne, og kun sedler. Det gav tit lidt udfordringer, med at give tilbage, da vi kun havde 100 kr med i byttepenge, men det tog Robert ikke så tungt, "Fragtmanden skal da også have lidt drikkepenge" sagde han og grinede, "og nu ska vi altså ha`kaffe fragtmand"
Når han sagde det betød det, en tur ind i køkkenet, hvor der blev serveret kaffe og brød. Det var et hyggeligt landkøkken, med et langt plankebord. Der blev hygget, grinet, og fortalt historier i lange baner, Robert Jakobsen var bestemt ikke kedelig. Den første gang jeg blev budt på kaffe, var jeg nær ikke kommet derfra igen. Jeg var blevet bænket ved det lange bord, og Robert hentede kopperne med kaffe....... jeg var bare ikke klar over at der var forskellige størrelser på kaffekopper..... Ved Robert Jakobsen drak man kaffe af noget der mindede om suppeterriner.... og fyldt helt op... efter den dag nøjedes jeg med en kvart kop derude.
En dag da jeg kom ud til Robert Jakobsen med vare, gik han i værkstedet og pollerede på nogle skulpturer. Jeg kiggede lidt på dem, og Robert spurgte mig, " nå fragtmand, hvad syntes du så om dem?" "Njae.... det vil du vidst ikke høre min mening om, så gir du ikke kaffe mere" sagde jeg til ham " argh la vær " sagde han "kom nu bare, lad mig høre" Nå men han insisterede, og jeg måtte fortælle ham at jeg ikke kunne finde hoved og hale i det han havde lavet, og jeg syntes de var umanerligt grimme. Robert grinede, og sagde nogle faktisk ret kloge ord. " Har man først skabt sig et navn, kan man slippe godt fra alt" Han kunne virkeligt slippe godt fra at svejse en bunke skrot sammen og kalde det kunst. Det var ikke ham som var tossen, men dem som købte det. Til Robert Jakobsens forsvar skal siges, han var kunstner, og kunne virkeligt også lave flotte ting, men det er ikke det han blev kendt på.
Det er sådanne oplevelser som gør det sjovt at være chauffør.
Livet på Fragtcentralerne
Næsten alle centerbyer, med bare en smule respekt for sig selv havde en fragtcentral. Det havde Vejen også. Da jeg startede, med at køre i Vejen, lå fragtcentralen på hjørnet af Håndværkervej, og Dalgas Alle. En lille gul terminal, med et par porte i begge sider, samt beton rampe, og et lille kontor. Det var en hyggelig central, og man lærte hurtigt de andre fragtmænd at kende, og det betød også, at hvis en af de andre ruter var i knibe, og man selv havde god tid, så hjalp man, og omvendt fik man også selv hjælp hvis det kneb. Fragtcentralen flyttede senere om på Parkalle, der hvor K.Hansen bor nu.
Det kan godt være at alle de gamle centraler var ineffektive, men hvad enten du kom på Vejen, Fredericia, Vejle, Silkeborg eller hvilken som helst anden af disse små centraler, var der en speciel stemning. Man hilste på alle, snakkede pænt til hinanden, og gav en hånd med hvis det var nødvendigt. Terminal folkene kendte vi og de os. Der blev lavet sjov, og drillet, der blev drukket kaffe i hjørnerne, og spist kage i lange baner, noget der forsvandt med den Guddommelige stordrift.
Tiden løb fra landbruget
Tanken om at komme tilbage til landbruget, forsvandt stille og roligt. Jeg havde fundet noget som jeg egentligt godt kunne lide, og inden jeg så mig om, havde det ene år taget det andet. Landbruget var i krise, og jeg kunne se at det at blive landmand ville blive kontor arbejde, mere end at passe dyr, så jeg kunne lige så godt fortsætte med mit job som chauffør.
Jeg kørte Vejen turen i en del år, og kendte efterhånden hvert et hjørne af området. Jeg har set hvordan små "Ole opfinder virksomheder" er startet i garager, og er vokset til succesfulde virksomheder, tænk engang på Solar i Vejen, et sted mange af jer kender. Da jeg startede med at køre Vejen, bestod Solar af 2 bygninger, noget nær et par skure smidt ude midt på en mark mellem Vejen og Brørup.. . Idag er det monster stort, og ligger nu midt i industrien.
Omvendt har jeg også set kæmpe virksomheder i den by, blive en skygge af sig selv. Plus Hegn, havde stort savværk i byen, med mange hundrede ansatte, og produktion af hegn og andre ting af træ, idag har de et lager, på en brøkdel af deres gamle grund. Produktionen er simpelthen flyttet til Østeuropa. Et andet firma som kun er skygge af sig selv, er Phønix, som havde adskillige fabrikker rundt i byen, der er også kun lidt lager, og minimal produktion at finde i byen nu.
KE :)
God Weekend
Fortsætter en anden dag i en ny tråd
Kommentarer
Send en kommentar