Så blev det tid til et bid mere, om mit liv på landevejen. Hvis man ikke kender noget til transport branchen vil man syntes det må være kedeligt at sidde i sådan en bil hele dagen. Selvfølgeligt er der dage som er mere spændende end andre, men kedeligt er det ikke.
Som fortalt i sidste omgang, fik jeg job ved Svend Jensens Fragtruter i Vejle. Et firma som efter normalen dengang var et af de større vognmands forretninger i Vejle. Jeg tror vi var 12-14 chauffører dengang. Ud over det var der en kontormand, Jens Quist, som var en hyggelig ældre mand, som tog sig af fragtbreve og afregninger når vi kom hjem fra tur. Han var en meget regelret mand, men ikke uden humor. Et af de første ting jeg bemærkede på kontoret, var at han på skranken havde et skilt med en bemærkning til chaufførene. På skiltet stod der " Her i firmaet får ikke alle løn efter fortjeneste. VÆR GLAD FOR DET"
Der var en vis form for hygge på det kontor i det gamle sommerhus på Sjællandsgade. Jens Quist var ikke altid alene der. Et par gange om ugen var der hjælp af en kontor dame også, hende husker jeg ikke hvad hed, men til gengæld husker jeg hende som gjorde rent på kontoret. Fru Jensen.... Svend Jensens enke. Hun kom en gang om ugen og farrede rundt med kost og spand og klude. Det skal siges at hun på det tidspunkt var ved at være en aldrende dame. Hun var også medejer af firmaet. Fru Jensen kom om morgenen en dag om ugen, og var færdig ca til middag med støvekludene. Det var ca samme tid som jeg kom tilbage fra min første tur til vejen. Hun havde fået for vane, at skulle i Føtex når hun var færdig med sit arbejde.
Den der ugentlige shoppetur, blev så mig der stod for transporten. Når jeg havde afleveret papirer og var færdig med kontor arbejdet, sagde hun, nå er du færdig? Jamen så kan du lige køre mig ned i Føtex. Jeg skulle ellers møde Polle oppe i Bredballe industri, for at få gods til Vejle midtby, men det var den aldrene fru Jensen aldeles ligeglad med, hun skulle i Føtex, og kravlede op i lastbilen, og så var det bare afsted. Ved Føtex måtte jeg så vente til hun var færdig med indkøb, og Polle måtte vente på at jeg kom, ikke noget han var særligt imponeret over, mildt sagt kunne han være noget arrig når jeg endeligt dukkede op.
Et godt kammeratskab
Der var i firmaet en rigtigt godt kammeratskab. Om morgenen hjalp man hinanden færdig med at læsse. Mit gods kom med bilerne fra Århus, og skulle så læsses på min bil om morgenen. Der var altid godt humør, og når læsning var overstået, så var det bare afsted på tur ..... eller jo, men turen startede altid på havnens varmestue med kaffe, rundstykker og en "flad" , som var et stykke fladt wienerbrød. Havnens varmestue, var havnearbejdernes kantine. Det var et rigtigt hyggeligt sted, og det var ikke bare chauffører som kom der. Skorstensfejerne, murene, smede og gartnere, det var alle former for almindelige mennesker med almindelige job, som kom der. En virkelig skam at man valgte at nedlægge stedet.
Sådan startede hver eneste dag, nogle dage kunne vi sidde der længe og andre dage var det hurtigt afsted, det var alt efter hvor travlt der var. Det var hyggeligt at sidde der over kaffen og snakke med kollegaerne, og der var tid til det dengang, det gav en god start på dagen.
Ofte når vi havde fyraften, kunne vi om sommeren køre ned på havnen og få en fyraftens øl. Der blev knyttet venskaber, som også selv om jeg ikke ser dem så tit som jeg kunne ønske, holder den dag idag. Vores arbejde var langt mere end et arbejde. Vi brugte også meget af vores fritid sammen.
Tingene var dengang ikke nær så presset som idag, og ved Svend Jensens fragtruter, havde man en forståelse for at man også havde et liv udover arbejdet. Vores arbejdsdage var dengang sjældent over 8-10 timer. Tiderne har på mange måder ændret sig, siden dengang. Der er kommet langt større pres på, og det er ofte speditører, uden nogen anelse om hvordan en lastbil eller for den sags skyld en chauffør ser ud, som styre slagets gang. De har ikke tanke for at det er mennesker de har med at gøre, for dem er det kolde kontanter der tæller og ikke chaufførenes ve og vel der betyder noget. Om du som chauffør har et liv udover dit arbejde rager dem langsomt.
Mit nye liv med pakker
Det var en aldeles anderledes form for arbejde end jeg var vant til fra landbruget. Det var nyt og spændende, og jeg kunne faktisk godt lide kunde kontakten. Ikke to dage var ens, og det bød på mange udfordringer, som jeg skulle lære at håndterer. Som tidligere fortalt var der ikke lift på den bil jeg startede med, og mit fragt område var et meget stort land område. Bønder som skulle have olie og blå benzin til deres traktorer, noget de fik i 200 l trumler. Hvordan får man sådan en fætter af? Simpelt, jeg havde et par personvogns dæk med, og dem lå jeg neden for ladet, væltede tønden, og trillede den ud over kanten. Derefter rejste man tønden op igen og trillede den ind i maskinhuset. Det var lidt af en opgave for en splejs på 56 kg at lære at rejse 200 l op på højkant, men når man først har fået taget på det er det faktisk nemt.
Det var alt muligt jeg skulle bringe rundt til kunder, og gaffeltrucks var en sjældenhed de steder jeg kom. sommetider havde jeg lysmaster med, og når man holder i et nybygger kvarter med 10 master og ingen trucks, og heller ingen mobillers, så man lige kan klage sin nød til vognmand eller speditør, kan gode råd være dyre. En snor om hele bundtet, find et træ af en vis størrelse, bind snoren omkring det, find første gear, speeder i bund, og så er der læsset af. Når vi først var kørt fra fragtcentralen, var vi på egen hånd, og måtte selv finde ud af tingene.
Man lære af sine fejl
Selvfølgeligt har jeg også måttet lære af mine fejl, og Polle og Frits har med garanti ofte været ved at rive håret af sig selv over mig. De fleste fejl laver man som ung og urefaren.
Ind imellem, gik tingene lidt for stærkt for mig, og det gav som regel afregning ved kasse 1. En dag da jeg var på vej fra Vejen til Vejle, detvar før Esbjerg motorvejen var tænkt på, og man kom ud nede midt i Bramdrupdam, der hvor der er lyskryds midt på bakken. Jeg holdt for rødt, og satte igang, da lyset skiftede. Tøffede op til tanken, for at ringe til Polle, som jeg gjorde hver dag, for at få at vide hvor vi skulle mødes for at omlæsse. Da jeg kommer ud fra tanken ser jeg en hvid stribe ude fra vejen. Det var da underligt tænker jeg, den så jeg da ikke da jeg kørte derind. Hmmm..... striben stoppede bag min lastbil......... WOW..... jeg havde græs maling med........ Jeg kiggede op på ladet, og ÅH nej ... 400 litter maling i løsvægt svømmende rundt deromme. Tank ejeren var rasende og ville have at vide hvordan det kunne fjernes. Jeg ringede til producenten, og hans svar blev manden på tanken ikke glad for. Jeg fortalte ham venligt hvad producenten havde sagt, og jeg mente nok han havde tingene lige ved hånden.... Han skulle bare bruge benzin, og da jeg sagde det mente han at jeg var fræk. Jeg blev bortvist for livstid :) Har dog alligevel sneget mig derind senere. Man brugte ikke folie om pallerne dengang, men blot et stykke snor om de øverste spande. Det jeg lærte den dag, var at surre mit gods.
En anden dag hvor det var gået en kende for stærkt, var jeg kommet på motorvejen ved kolding, og på vej mod Skærup. En bil kommer og overhaler mig, og med knyttet næve ovenud af soltaget. Jeg havde på fornemmelsen at han var temmeligt vred. Jeg stoppede for at finde ud af hvad der var galt. Da jeg kom om bag bilen opdagede jeg at bag klappen ikke var lukket, og min løftevogn var væk... ups... havde glemt at lukke klappen, og løftevogn var hoppet ned af klodsen, og ræst afsted ud på motorvejen. Heldigvis havde ham i bilen ikke en mobil han kunne sidde og rode med, og han havde nået at undvige løftevognen. Fremover blev løftevognen bundet fast.
Min tur startede ofte i Ågård og Gravens. Dengang lå der et mejeri i Gravens. Jeg kom der flere gange om ugen med vare, og en tåget morgen var jeg der så igen. Jeg kørte som jeg plejer ud og spærrede vejen, for at bagge ind. Nu var det sådan, at der ikke var varme i spejlene på sådan en 608`r de var godt snaskede, og i baggear med dyret og speeder i bund.... et kæmpe brag, og bilen gav et ordentligt hop... En dame var fulgt bag efter mig, og holdt nu så jeg ikke kunne se hende. Jeg holdt nærmest oppe oven på hendes splinter nye bil. Det gav ikke plus point ved vognmændene, men jeg fik lært at pudse spejle, og at være mere forsigtig når jeg skal bagge ind et sted. Man ved aldrig hvilke tågehjerner som absolut skal forsøge at komme rundt om, også selv om de kan se man er ved at mannorerer et stort køretøj.
Sjove traditioner
Når der var runde fødselsdage, eller jubilæum, af den ene eller anden slags, var der en ganske sjov tradition ved Svend Jensen. Måske ikke alle naboer syntes det samme. Vi mødte simpelthen op tidligt om morgenen, med rundstykker, kaffe og gammel dansk, frem mødet foregik i lastbilerne, og med hornene i bund. Ingen var i tvivl om at noget foregik når vi kom til morgen kaffe :) Sådanne morgener blev der hygget igennem, et par timer, og så hængte man bare lidt ekstra i resten af dagen.
KE
Kommentarer
Send en kommentar