Jeg har været med fra dengang alle kørte på lokums aftaler, og hvor overenskomst var en by i rusland, ja også selv om man da selvfølgeligt var medlem af fagforening, lige som det ikke var nødvendigt med magneter for at få hastigheden over 130 km/t i en lastbil. K/H regler var der vidst nok også dengang, men ingen tog sig af dem, og blev man stoppet, så betjentene blot på hvor hurtigt man havde kørt.
Det var også dengang, hvor en ung chauffør kunne få en røffel af de ældre, når man lavede noget skrammel, og uden man rendte hjem til vognmanden og hylede, for gjorde man det fik man bare en omgang mere der.
Jeg har fået lyst til at skrive lidt om livet på landevejen, set fra mit sæde i lastbilen, og vil en gang imellem smide lidt her ind på min blog. Så kan de som har lyst til at læse med, gøre det. Egentligt er det blot for min egen skyld jeg skriver, men læs gerne med, hvad enten du er chauffør eller ikke. Hvis du ikke kender branchen inde fra, og blot ser en lastbil, og dens chauffør, vil du tænke at det er et kedeligt liv, at trille rundt på landevejen, men jeg kan betro dig at det er ikke kedeligt.
Lastbiler var ikke en barndoms drøm
At jeg har været i transport branchen, i 32 år, var ikke noget som lå i kortene i mine unge år. Egentligt var det faktisk landbruget jeg drømte om, og har da også taget grundskolen. Jeg har altid elsket livet på landet, og det at arbejde med dyr. Faktisk brød jeg mig ikke meget om at køre traktor. Jo selvfølgeligt var det en del af markarbejdet, men det var staldene der trak mest i mig. Jeg havde en drøm om at få min egen gård en dag.
Lastbiler var ikke noget jeg egentligt brød mig ret meget om. De var en del af dagligdagen i landbruget, og det var da også meget normalt at man gik ud og snakkede med chaufførene, når de kom med foder, såsæd, bygge materialer, hentede grise, og selvfølgeligt skulle vi da lige have de sidste nyheder når mælkekusken kom og tømte tanken, han var den lokale "landmands sladder avis" han vidste alt hvad der var værd at vide om alle naboerne. Egentligt var der kun en slags chauffør vi ikke brød os særligt meget om, og helst ALDRIG gik ud til ...... det var DAKA bilen, eller som bønderne kaldte den "Døde bilen", et ildelugtende rødt djævelskab, som afhentede døde dyr.
Men hvordan pokker ender en bondeknold så i en lastbil? Ret simpelt. I 1984 skulle jeg til at have et kørekort, og dengang kunne man tage kortet til forvogn, uden først at skulle gennem lille bil, og så havde man samtidigt også til bus. Prisen var ikke voldsomt mere end til lille bil, så hvorfor ikke bare nappe lastbil kortet med det samme. Med min løn som landbrugs medhjælper som det hed dengang, ca 3500 kr plus kost og logi pr måned, krævede det et mindre lån hjemme hos de gamle, til at betale det vanvittige beløb af 4500 kr.
I vinteren 1985-86 tog jeg en beslutning, som skulle blive fatal for min fremtid i landbruget, og blive min fremtidige beskæftigelse.
Jeg havde tænkt en del over om jeg skulle tage det man idag kalder et sabbatår fra landbruget. Jeg var klar over at hvis jeg færdig gjorde min uddannelse i landbruget kunne det kun gå for langsomt med at få gård, og det vil komme til at kræve alt min tid frem over. Jeg tog beslutningen, om at jeg ikke vil sidde som 80 årig, og ærgre mig over ikke at have prøvet andet end at kigge på korøve hele livet, et år væk fra landbruget kunne bestemt ikke skade, så jeg kørte lidt rundt i området for at søge job hos nogle vognmænd, men det var ikke så lige til. Lige som det er idag, vil man kun have helt unge knægte med 40 års erfaring, så på det punkt har ingen ting ændret sig.
Første job i transport branchen
Det lykkedes mig at finde et job i transport branchen. Det første job blev hos DSB gods i Horsens. Det blev ikke som chauffør i første omgang, men som terminal arbejder, eller som det så fint hed dengang "Jernbanearbejder". Som idag bestod et terminal arbejde i at håndterer gods, og at få det delt ud på lokal ruter, og at læsse og omlæsse jernbanevogne, egentligt et spændende job, og med en masse gode kollegaer, noget jeg ikke kendte ret meget til fra landbruget, hvor man som regel skulle arbejde meget alene og skulle kunne håndterer enhver situation selvstændigt.
Jeg arbejdede på DSB terminalen ca 3 måneder, men det har alligevel givet nogle sjove oplevelser, som jeg tit tænker tilbage på. DSB var dengang 100% statsejet, og var et mega herakisk system, nærmest militærisk, den med flest stjerner havde også mest ret, og da jeg ingen stjerner havde, og var lavest i fødekæden, havde jeg aldrig ret :) .
Da jeg havde været ansat på terminalen et par uger, kom pakhusmester Pedersen, og dengang skulle man ikke prøve på at tiltale ham med andet, og spurgte, "var der ikke noget med at du har stort kørekort? " Jo det havde jeg jo, og så var det bare med at komme i en lastbil, da der var en sygemelding. Det skal siges, at jeg ikke havde sat i en lastbil siden jeg tog kørekortet. Det var lige på og hårdt, og af sti afsted det gik.
DSB ejede selv nogle få biler dengang, men ellers var det firmaet Helmer Hansen som stod for lokal distribution af gods fra terminalen. Et sjovt firma, og de som kan huske det vil vide at de kørte i Bedford, hvilket jeg også vil tro dengang, var den lastbil man frygtede mest at blive proppet i. Heldigvis blev det DSB`s egne biler jeg skulle køre med.
En arbejds dag på DSB Horsens
Som jernbane arbejder var mødetiden kl 4.00. Vi startede altid med at tømme jernbanevogne, og få godset delt ud i ruter til lastbilerne. Det var et stort virvar af truck og løftevogne som farrede rundt mellem hinanden. Efter banevognene var tømt, skulle der læsses lastbiler, og jo, det var ikke chaufførenes job at læsse bilerne, det var terminal folkene, som gjorde det.
Læsning af lastbiler skulle være færdig inden kl 8, og det var så også der man fik at vide når man skulle hente en lastbil, og så ud at køre. Efterhånden blev det hver dag jeg var i en lastbil, og med fuld rute.
Det var spændende for mig som ny i branchen, at komme rundt til kunderne, noget jeg godt kunne lide. Det var også hårdt arbejde. Dagene var lange, og blev bestemt ikke kortere af at jeg var ansat som terminal arbejder. Der var en gammel deal om at sidste terminal arbejder som var færdig, også skulle plomberer jernbanevogne...... jahh... det blev så mig,som tidligere fortalt, lavest i fødekæden, og da jeg som regel først var tilbage på terminalen ved 18, tiden.... jo så var der jo lige en times arbejde mere inden man havde fyraften.
En besynderlig kultur
Mange ting har ændret sig siden 1986. På pakhuset i Horsens, havde man en besynderlig alkohol kultur, noget som heldigvis har ændret sig siden da. Noget af det første jeg som jernbanearbejder blev instrueret i, var hvor Ceres depotet lå, og det lige for enden af terminalen. Terminal folkene havde selv en nøgle til depotet, og et af mine job blev dagligt at gå med en sækkevogn ned til depotet, for at hente øl. Ikke bare 1 kasse, men der kunne sagtens være 4 på vognen. Jeg skal hilse og sige at truckførene og nogle af chaufførene kunne tage fra, og det lige fra morgenen. Når jeg mødte kl 4, var truckførene, og nogle af terminal folkene allerede mødt ind, for at tømme den første kasse, og kl 8 mødte chaufførene så ind og hjalp til i vores pause. Alle vidste det var sådan, også på ledelses niveau, og man accepterede det blot.
Accepten, gik dog kun til der skulle komme besøg af dem med de fleste stjerner, over fra København. Det blev dagen før deres besøg, indskærpet, at der ikke var alkohol på terminalen, og at alle var pinligt ædruge. Jeg tror aldrig der har været så mange gods skader, folk som måtte springe for livet, og truckse som røg ned mellem parron og banevogne, som den dag .....
Heldigvis er der sket meget på den front siden da. Det er heldigvis blevet aldeles uacceptabelt at drikke og at møde beruset på job alle steder. I den henseende er det blevet langt mere sikkert at gå på arbejde. Det er en tid vi ikke skal ønske os tilbage til.
KE
Fortsættes en anden dag i ny tråd med samme overskrift :)
I vinteren 1985-86 tog jeg en beslutning, som skulle blive fatal for min fremtid i landbruget, og blive min fremtidige beskæftigelse.
Jeg havde tænkt en del over om jeg skulle tage det man idag kalder et sabbatår fra landbruget. Jeg var klar over at hvis jeg færdig gjorde min uddannelse i landbruget kunne det kun gå for langsomt med at få gård, og det vil komme til at kræve alt min tid frem over. Jeg tog beslutningen, om at jeg ikke vil sidde som 80 årig, og ærgre mig over ikke at have prøvet andet end at kigge på korøve hele livet, et år væk fra landbruget kunne bestemt ikke skade, så jeg kørte lidt rundt i området for at søge job hos nogle vognmænd, men det var ikke så lige til. Lige som det er idag, vil man kun have helt unge knægte med 40 års erfaring, så på det punkt har ingen ting ændret sig.
Første job i transport branchen
Det lykkedes mig at finde et job i transport branchen. Det første job blev hos DSB gods i Horsens. Det blev ikke som chauffør i første omgang, men som terminal arbejder, eller som det så fint hed dengang "Jernbanearbejder". Som idag bestod et terminal arbejde i at håndterer gods, og at få det delt ud på lokal ruter, og at læsse og omlæsse jernbanevogne, egentligt et spændende job, og med en masse gode kollegaer, noget jeg ikke kendte ret meget til fra landbruget, hvor man som regel skulle arbejde meget alene og skulle kunne håndterer enhver situation selvstændigt.
Jeg arbejdede på DSB terminalen ca 3 måneder, men det har alligevel givet nogle sjove oplevelser, som jeg tit tænker tilbage på. DSB var dengang 100% statsejet, og var et mega herakisk system, nærmest militærisk, den med flest stjerner havde også mest ret, og da jeg ingen stjerner havde, og var lavest i fødekæden, havde jeg aldrig ret :) .
Da jeg havde været ansat på terminalen et par uger, kom pakhusmester Pedersen, og dengang skulle man ikke prøve på at tiltale ham med andet, og spurgte, "var der ikke noget med at du har stort kørekort? " Jo det havde jeg jo, og så var det bare med at komme i en lastbil, da der var en sygemelding. Det skal siges, at jeg ikke havde sat i en lastbil siden jeg tog kørekortet. Det var lige på og hårdt, og af sti afsted det gik.
DSB ejede selv nogle få biler dengang, men ellers var det firmaet Helmer Hansen som stod for lokal distribution af gods fra terminalen. Et sjovt firma, og de som kan huske det vil vide at de kørte i Bedford, hvilket jeg også vil tro dengang, var den lastbil man frygtede mest at blive proppet i. Heldigvis blev det DSB`s egne biler jeg skulle køre med.
En arbejds dag på DSB Horsens
Som jernbane arbejder var mødetiden kl 4.00. Vi startede altid med at tømme jernbanevogne, og få godset delt ud i ruter til lastbilerne. Det var et stort virvar af truck og løftevogne som farrede rundt mellem hinanden. Efter banevognene var tømt, skulle der læsses lastbiler, og jo, det var ikke chaufførenes job at læsse bilerne, det var terminal folkene, som gjorde det.
Læsning af lastbiler skulle være færdig inden kl 8, og det var så også der man fik at vide når man skulle hente en lastbil, og så ud at køre. Efterhånden blev det hver dag jeg var i en lastbil, og med fuld rute.
Det var spændende for mig som ny i branchen, at komme rundt til kunderne, noget jeg godt kunne lide. Det var også hårdt arbejde. Dagene var lange, og blev bestemt ikke kortere af at jeg var ansat som terminal arbejder. Der var en gammel deal om at sidste terminal arbejder som var færdig, også skulle plomberer jernbanevogne...... jahh... det blev så mig,som tidligere fortalt, lavest i fødekæden, og da jeg som regel først var tilbage på terminalen ved 18, tiden.... jo så var der jo lige en times arbejde mere inden man havde fyraften.
En besynderlig kultur
Mange ting har ændret sig siden 1986. På pakhuset i Horsens, havde man en besynderlig alkohol kultur, noget som heldigvis har ændret sig siden da. Noget af det første jeg som jernbanearbejder blev instrueret i, var hvor Ceres depotet lå, og det lige for enden af terminalen. Terminal folkene havde selv en nøgle til depotet, og et af mine job blev dagligt at gå med en sækkevogn ned til depotet, for at hente øl. Ikke bare 1 kasse, men der kunne sagtens være 4 på vognen. Jeg skal hilse og sige at truckførene og nogle af chaufførene kunne tage fra, og det lige fra morgenen. Når jeg mødte kl 4, var truckførene, og nogle af terminal folkene allerede mødt ind, for at tømme den første kasse, og kl 8 mødte chaufførene så ind og hjalp til i vores pause. Alle vidste det var sådan, også på ledelses niveau, og man accepterede det blot.
Accepten, gik dog kun til der skulle komme besøg af dem med de fleste stjerner, over fra København. Det blev dagen før deres besøg, indskærpet, at der ikke var alkohol på terminalen, og at alle var pinligt ædruge. Jeg tror aldrig der har været så mange gods skader, folk som måtte springe for livet, og truckse som røg ned mellem parron og banevogne, som den dag .....
Heldigvis er der sket meget på den front siden da. Det er heldigvis blevet aldeles uacceptabelt at drikke og at møde beruset på job alle steder. I den henseende er det blevet langt mere sikkert at gå på arbejde. Det er en tid vi ikke skal ønske os tilbage til.
KE
Fortsættes en anden dag i ny tråd med samme overskrift :)
Kommentarer
Send en kommentar